Dagbog

velkommen til at kommenterer på: kontakt mig eller i gæstebogen

Fredag d 23 oktober

Nu hvor vejret vender om til indevejr har jeg haft gang i at designe et rulle penalhus hvor farveblyanterne kan ligge uden at blive stødte og knække, når jeg transporterer mit tegnegrej.
Jeg var ikke helt tilfreds med de modeller som jeg kunne købe, så der var ikke andet at gøre end selv at gå igang med at designe et som både kunne rumme farveblyanter, viskelæder, blyantspidser og andet. 
Resultatet er tilfredsstillende.

Tirsdag d 1 september

Nu er der festuge og Værestedet fra Jægergårdsgade strikkede hjerter til Rådhusparkens træer.

August

Skønne roser i gamle flasker pynter i kolonihaven.

Torsdag d 2 juli

Hans Krull og Helle havde fernisering på Sleep in hvor de i denne omgang havde malet facaden.
Et interessant sted med meget kunst og spændende kultur, vi havde en dejlig fernisering, musikken flød, jordbær gled ned, solen skinnede i den skønne baggård.

Fredag d 29 maj

Karl Christian Geleff har gang i et strikke projekt til Sculpture by the sea. I skoven bag Ballehage vil han beklæde nogle store bøgetræer med strik i forskellige farver. Her er vi igang med det første træ.

Søndag 24 maj

Skønhed i haven, sol, kultivering og nydelse.

Mandag d. 23 marts

Påsken nærmer sig, og det vil sige påske udstillingerne skyder op rundt omkring.
I år er jeg på Art Expo i Hørning hvor der holdes en stor Artmoney udstilling.

Fredag d 6 marts

Yess nu er pakken fra Dansk Haveselskab, hvor jeg var den heldige vinder kommet :-) 
Jeg har været ude og supplerer med bl.a meget tidlige kartofler, håber så på at de også er tidlige i min have, grønsager, smukke og duftende blomster. Tagetes duft skal være med til at skræmme mellus væk fra mine jordbærplanter.
Nu går jeg igang med forkultivering, med den tanke i baghovedet, gad vide hvor jeg kan stille alle de små planter mens de vokser op og venter på varmere dage.

Fredag d 27 februar

Jeg er med i gruppen Artmoney Dagbog 2015. Her laver vi hver især en Artmoney over hvordan vi oplever månedernes gang i 2015. Min oplevelse for januar var atju for en omgang influenza.

søndag d 21 december

På denne 4. Advents søndag vil jeg ønske dig en glædelig jul og et godt nytår.
Fra nu vil dagene blive længere.

Lørdag d 1 november

Spændende dag i dag hvor mine Artmoney er præsenteret på årets  Møntbørs udstilling. 

Fredag d 24 oktober

I dag er der fernisering i Bredgade 22 København.
Ca 4000 stk Artmoney er opstillet. Her i blandt nogle af mine.
Spændende at se så mange forskellige stilarter samlet på et sted.

Fredag d 29 august

Idag har jeg udvidet med et nyt album som hedder Artmoney.
Her er et lille udvalg af mine artmoney billeder som er tusch tegninger med akvarel farver.
De måler 12x18 cm og koster 200 kr stk.

Tirsdag d 15 okt

Jeg vil lige lægge en ny tegning ind.
Meditativ søndags hygge tegning :-) 

Onsdag d 25 Sept

Idag har jeg stået i køkkenet og gjort nedfaldsæbler til skøn juice og lækker mos.
Det tager sin tid og radioen stod på P3 hvor du fortalte forfærdelige ting der foregår i Syrien.
Derfor har jeg sendt min Fredsparade ud med håbet om fred.

Mandag 23 september

Idag har jeg oprettet en ny side der hedder "Mandala" tegninger.
Det er tusch/akvarel tegninger jeg sidder og hygger mig med at lave.
Der kommer flere tegninger 

torsdag 19 september

 kom mine piger hjem igen efter deres ophold på Århus Universitet.

Mandag d. 4 juni

Så kom der krop på dukken som jeg skulle lave færdig, nu sidder den og venter på at komme med posten til sin ejermand.
Fin i tøjet der er syet af et tørklæde med hunde og halsterklæde i matchende farver, håret er indfarvet kanin lidt punk med den orange stribe der løber hele vejen ned af nakken.

torsdag d 17 maj

Spændende dukkedele der venter på at blive samlet.
Her er det dele fra en byt i
www.minkreativemoster.dk
Bl. a. mit frække hoved der titter frem fra en busk.
Hovedet der ligger på det blå papir er blevet tilsendt mig, jeg har modeleret hænder og fødder, på billedet under er delene blevet malet og har fået lak, nu står de til tørre før de sendes ud i verden.
De andre dukkedele til højre, skal jeg samle til en hel dukke, tænke tænke, hvad mon det er for et individ ?En gammel dame eller en gammel mand, jeg ved det ikke rigtig. 
Mit hoved den noget langnæsede fyr er der en anden person der har lavet hænder og fødder til og en tredje der samler til en hel dukke.
Spændende at modtage pakken med den færdige dukke og se hvad de to andre der har haft den i hænderne, har tænkt den skulle blive til.

April

Ny skitsebog.
Jeg manglede en notat bog til mine optegnelser for keramik, og hvad er mere nærliggende end at lave en collage af nogle af mine keramik ting, til for og bagside.
Collagen limede jeg på noget kraftigt karton, borede 2 huller i for og bagside + det papir jeg syntes bogen skulle indeholde.
Et silkebånd der blev trykket gennem hullerne bandt det hele sammen, og til slut et tyk elastik til at holde bogen lukket når jeg pakker den i tasken, fordi jeg tit har nogle løse "udriv" fra blade til ideer.

torsdag d 22 marts

I efteråret lavede jeg disse dejlige tynde keramikskåle i porcelænsler.
Her bruger jeg dem til en hygge aften, hvor de er fyldt med noget godt der passer sammen med et glas rødvin.

Onsdag d 14 marts

peace parade

Jeg har strikket bluser til isbjørnen og dens gode venner fårene.
Nu er de ude og gå fredsmarchs.

Søndag d 11 marts

Et søndagsmøde med en havmand.

Idag gik jeg en tur på stranden her ved Århus, stille og roligt i mine egne tanker ....... og pludselig så jeg et par øjne kikke på mig nede blandt stenene, der lige foran mine gummistøvler, der stod han på hovedet for mig.
Nu tænker jeg gad vide hvem der har tegnet ansigt på denne sten, hvor er den blevet tegnet, var det stegende sommer, var det her på stranden eller har vinterens storme flyttet ham herhen. Han er så fin, næsten udvisket af havet, nu er han kommet med mig hjem :-) 

Søndag d 26 februar

Mærkedagen der skal kunne nydes længe:
Jeg har lavet en ny side i min indholdsfortegnelse der hedder Din personlige maler.
Her kan du se eks på hvad jeg kan tilbyde at male hvis du har en mærkedag du syntes skal markeres på en anden måde.

Tag et kik og få en ide.  

Søndag d 19 februar

Så kom der en lille lilla kænguru ud af noget af mit bomuldsgarn, og den hoppede straks over til en pige der lige er fyldt 2 år.
Jeg så den i en hæklebog  der hedder "flere hæklede dyr" forfatteren er Maja Hansen. Bogen er fyldt med søde små hæklede dyr.
Meeen nu har jeg meget svært ved at holde mig til en opskrift derfor har min har fået sit eget twist.
God fastelavnssøndag.

Søndag d 12 februar

Brr hvor har det været koldt for ørerne den sidste tid.

Kong vinter har sandelig blæst sine kolde ånde på os.

Derfor gik jeg i gang med at strikke et dejligt langt uldent halstørklæde i perlestrik, det har en god bredde så det kan slynges godt op om ørerne.
Det blev sort fordi jeg i december strikkede en lun hue i sort, dog syntes jeg det blev lige kedeligt nok med alt det sorte så jeg satte 6 farvede firkanter ind.

Jeg var heldig at Brugsen havde tilbud på deres gode strømpe garn.

Opskriften ligger på: Garn på flere måder under: opskrifter.

Torsdag d 22 december

Julestage.
Juleengelen er malet på et lille lærred 10x10 cm og sat i en dyb ramme, hvor på jeg har monteret 2 lyseholdere.
Bagsiden af rammen har fået en mørkegrøn silke, så stagen er pæn at se på også bagfra.  

Lørdag d 25 juni

Så lige denne lille kanin opskrift og tænkte " den kan jeg hurtig lige hækle" "den er kun 10 cm høj", men hold da op det tog alligevel over 4 timer inden den var færdig. Sikke mange små dele der skulle fyldes med vat og syes sammen.
Den skulle foræres til en lille pige, så jeg syntes den var lidt kedelig bare i hvid, derfor fik den lilla tørklæde og tyrkis blomsterhat.

En rigtig dejlig lille lomme kanin blev det til.

torsdag d 2 juni

Idag åbnede udstillingen Sculpture by the sea. Vi gik en dejlig tur langs kysten og kikkede på de udstillede værker, tilbage gennem Marselisborgskov hvor der også var udstilling. Spændende måde at se kunst på, sand mellem tæerne, vandet skvulpende i vandkanten, fuglene kvidrende i træerne og vejret var med os.
På billedet et flot næsehorn lavert af kobberplader den stod og kikkede ud over Århus bugten

søndag 29 maj

Clausholm slot havde livsstilsmesse her var bl.a mange dejlige ting, også smukke blomster til inspiration.

Tirsdag d. 5 april

Nu er det april og solen er kommet frem, jeg er bagud med forspiring af de nye sommerblomster der skal glæde øjet senere på året.
Det må der gøres noget ved.
Jeg så i et blad at man kunne lave sine egne forspirer potter, hertil kunne man købe nogle dele fremstillet af bøgetræ, omvikle noget papir og på en måde lave potten.
Kan det passe at jeg skal købe sådan et sæt for at fremstille papirpotter tænkte jeg.
Nej det måtte kunne gøres med genbrug.
Jeg rev nogle strimler af avispapir, snoede dem om 2 fingre, lukkede dem i bunden, stillede dem i en tom mælkekarton, fyldte lidt jord i potterne og nu havde jeg spirepotter lige til at stikke i jorden når tid er.
Er der for mange spirer i en potte er de lettere at dele uden at blive beskadiegede end hvis der er sået i et samlet stykke jord.
Vil du se nærmere på hvordan spirepotterne kan fremstillet. Kik på fanen gode ideer

Fredag 25 marts

 Et tudsehus, det kan jeg vist ikke leve uden.

IDE:
Nogle at mine krukker er desværre frostsprængte i vinterens løb, de må være ideelle tudseboliger.
Tudser spiser bl snegle, så et hus i nærheden af jordbærbedet må være på sin plads.
 
Tudsehus
www.mphavedesign.dk
 
Grønt tudsehus til have og drivhus

Fredag 18 marts

Mine gamle lanterner der ved juletid stod og lyste hyggeligt på altanen, og som  desværre er blevet noget medtaget af vind og vejr, er nu alligevel kommet frem og i brug.

IDE:
Tag lysene ud af dine lanterner, sæt istedet nogle dejlige forårsblomster i dem. Her kan de sarte løg og blomster stå godt i ly for blæsten og tåle en smule frost.
Husk at vande da solen hurtigt kan tørre de små potter ud.

lørdag d 19 februar

Her er et af mine arbejder fra kunstakademiet.
Et drage dyr der skal ud og stå i haven, den kan ses fra flere vinkler i albumet keramik

fredag d 8 januar 2011

Så fik jeg mit sjal strikket færdig, glæder mig til at tage det over skuldrerne når det er lidt køligt indenfor eller senere på året, når jeg sidder og kikker stjerner en dejlig sommeraften. 
Der er en lille krave der kan slåes op til at give varme til nakken.
Jeg hæklede nogle rosenblomster som jeg kan lukke sjalet med, istedet for at skulle slå knude.
Disse blomster kan enten holde sjalet lukket med den hvide blomst, midt for,
eller med alle 3 blomster lukket så det ligner en bluse.
Selvfølgelig kan det også bruges helt almindeligt, så har det blot 3 blomster som pynt.
Jeg har lagt et par billeder ind under "garn på flere måder"
Opskrift følger
hvis der skulle være interesse så lægger jeg den ind. Du henvender dig bare.
Det er et let stykke strikketøj der sagtens strikkes samtidig med tvkikkeri.

Sjalet er her lukket med alle tre blomster, og kommer derfor til at lige en bluse.

Her viser jeg ryggen med den flotte strikning midtfor bagpå, det er dette mønster der gør at den skrå efftek fremkommer + den lille krave.

Tirsdag 21 december

Brrr hvor er det blevet koldt udenfor, mine fingre fryser når jeg tager mine handsker af.
Derfor  har jeg lavet en vante.
Hvis jeg lige vil taste på min telefon, tage et flot vinterbillede med mit foto eller bruge mine fingrer, behøver jeg ikke tage hele vanten af blot løfte "huen" for den/de fingre jeg skal bruge.
Det er en meget behagelig ting.
Prøv at tage et kik på siden der hedder: Garn på flere måder for at se flere vanter.
De kan købes for kr 250,- pr par

Søndag 14 november

Spændende filtede fugle.

Dagen idag har stået på filtning, sammen med nogle andre dejlige kvinder.
Den ene af os har været  i Norge, hvor hun har købt en rigtig flot orange fugl, der er beregnet til at hæge op i en snor.
Idag havde vi så givet os selv opgaven: prøv at filte en spændende fugl.

Her et billede af, tja bliver det mon til en fugl eller fisk?? 


Det blev en fulg og ikke den sidste fra min hånd.

Her har  jeg fotograferet 3 ret forskellige udgaver      :-) De er dog ikke færdig filtede.

Der skulle jo også være tid til lækker rå æblekage med flødeskum og kaffe.


Onsdag 10 november

Idag har jeg været på kunstakademiet for at hente min færdig glaserede og nu brændte sokkel til et fantasidyr, der endnu ikke har været i ovnen for at blive forglødet.
Det er altid så spændende at se om tingene bliver som forventet, det blev det denne gang
På billedet kan du se soklen mens den endnu er våd, og er nødt til at få stætte af en ballon.
I forgrunden står der et lille væsen, der bliver mat grøn og som skal op at stå på en pyramidestub der bliver rakubrændt helt sort.
Når jeg er kommet længere og der er et resultat at vise kommer der billeder.

Mandag 8 november

Nu har jeg de sidste dage haft travlt med at lægge billeder ind og skrive lidt i forbindelse med dem.

Jeg har bl. a. fået sat en side op med mine porcelænsdukker, de store af dem. De er ca 60 cm i færdig mål.
 
Jeg vil snarest følge  op med en side der beskriver hvordan jeg laver disse dukker, og prisen på dem.
 
Tips til fremstilling af din egen dukke.

Glæd dig også til at se mine Væsener der er lavet i porcelænsler, ståltråd og filt.

Lørdag 30 okt 2010

Velkommen til min side hvor det er min tanke at lægge de nyeste indlæg ind, måske skrive om oplevelser, skrive et citat, lægge et billede ind osv. 
Har en ide om at dette gerne må være en levende hjemmeside. 
Derfor skal du være velkommen til at bringe et bidrag enten i min gæstebog eller på min kontakt mig  

 
Lige nu sidder jeg og planlægger hvordan min hjemmeside skal bygges op, hvilke faner skal jeg bruge, hvilke farver vil være gode til hjemmesiden og hvor meget tekst skal jeg tage med.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

08.06 | 13:15

Hej Hannemette. Vil du være interesseret i at bytte dette billede, med en af af mine artmoney. Se min link adr. i gæstebogen, eller artmony i Århus.

...
29.08 | 19:09

Næh så fint.

...
23.05 | 01:19

Hej Helen
Mange tak

...
23.05 | 00:03

Hvor er det nogle fine og fantasifulde billeder.
Kh Helen

...
Du kan lide denne side